Tilbage

Smart Tourism

Med strategien Smart Tourism vil VisitDenmark udnytte de nye digitale muligheder i kampen om de internationale turister. Markedsføringen tilpasses turisternes konstant foranderlige digitale adfærd og samarbejdet med partnere om digital innovation og et fælles videngrundlag baseret på elektroniske data bliver styrket.

Digitaliseringen har haft enorm indflydelse på turisternes adfærd og har gjort rejsebeslutningen langt mere kompleks end tidligere. Og udviklingen vil få yderlige fart i de kommende år. Teknologien udvikler sig eksplosivt, og internettet vokser ikke kun i omfang, men også brugen ændrer karakter.

Den hastige udvikling giver branchen spændende udfordringer. For at stå stærkt i den europæiske konkurrence om turisterne er det helt afgørende at udnytte de nye digitale muligheder for at give Danmark en konkurrencefordel.

Med strategien Smart Tourism tager VisitDenmark den digitale udfordring op. Vi tilpasser den internationale markedsføring til turisternes konstant foranderlige adfærd og vil styrke samarbejdet med branchen om datadrevet forretningsudvikling og fælles digitale løsninger.

Det gør vi ved gennem tre indsatser:

1: Smart Marketing: Digitale medier først

VisitDenmark fokuserer på at skabe kendskab til Danmark og dermed øge efterspørgslen blandt turisterne på de prioriterede markeder.

Kendskab til Danmark er en nødvendig forudsætning for at få turisterne til at interessere sig for, hvad vi har at fortælle og tilbyde dem. Danmark skal være på deres mentale radar, før de lytter og ser vores budskaber. Som den nationale turismeorganisation er det vores væsentligste opgave at skabe dette grundlæggende kendskab ude i verden og inspirere turisterne til at rejse til Danmark.

I dag er turisterne digitale - og på mobilen. For at øge kendskabet til Danmark prioriterer vi derfor digital kommunikation højt og giver turisterne lyst til at rejse til Danmark ved konstant at være synlige på sociale medier og ved målrettet at arbejde med blandet andet video og billeder, som er den form for kommunikation, turisten især lade sig påvirke af i begyndelsen af beslutningsprocessen.

Det er dog ikke et totalt farvel til print, messer og mere traditionelle markedsføringskanaler. De vil fortsat være i spil, hvor det giver mening. Det afgørende er, at vi kommunikerer på de platforme og i de kanaler, hvor turisten er.

2. Smart Working: Stærkere samarbejde i dansk turisme

Når kendskabet og efterspørgslen efter Danmark er skabt, er det op til vores partnere at følge op med fortællinger, oplevelser og tilbud, så rejselysten konverteres til konkrete bookinger og salg.

Vi skal gøre det, vi er bedst til hver især. VisitDenmark øger kendskabet og rejselysten til Danmark via markedsføring. Destinationerne udvikler unikke destinationer med fortællinger, som tager afsæt i de unikke, lokale produkter, så turisterne får præference for netop deres område. Og de kommercielle partnere konverterer leads til bookinger. Men opgaverne skal løses via en samlet og koordineret indsats for at have stor effekt og dermed øge indtjeningen, væksten og beskæftigelsen i dansk turisme.

VisitDenmark samler derfor partnere i store fælles markedsføringsindsatser, som får større gennemslagskraft, end den enkelte selv kunne skabe. Det sker allerede i dag på fx det tyske marked, hvor markedsføringen er samlet i to store indsatser, nemlig Die Dänische Nordsee og Die Dänische Ostsee, som har givet Danmark en større synlighed i markedet.

Da en stor del af kommunikationen i dag foregår på digitale platforme, skal Danmark som rejsemål være synlig over turisten 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året. Dog med varierende styrke og budskaber afhængig af, hvor turisten befinder sig i beslutningsprocessen. Det betyder, at VisitDenmark flytter fokus fra traditionelle kampagner til en konstant markedskommunikation. Og det betyder, at vi arbejder tættere sammen med alle aktører i dansk turisme om at dele indhold på de digitale platforme, så vi hele tiden er relevante og har noget nyt og interessant at fortælle de udenlandske turister.

3. Smart Insight – fælles videnhub

Digitaliseringen åbner også for helt nye muligheder for datadrevet forretningsudvikling, som kan give Danmark en konkurrencefordel, hvis turismeaktørerne deler data og viden med hinanden.

Som videncenter i dansk turisme udarbejder VisitDenmark hvert år et stort antal analyser, som vi videreformidler til branchen ud over vores markedsviden samt data fra it-platforme.

VisitDenmark analyserer turisternes digitale adfærd og følger dem på tværs af alle digitale platforme for at blive klogere på, hvorfor turistens digitale rejse er, som den er, og dermed kunne forudsige turistens behov, så vi kan være parate til at indfrie dem. Det gør vi ved at indgå samarbejde med en lang række eksterne samarbejdspartnere, så vi kan afsøge årsagssammenhænge mellem statistik, survey data og digitale adfærdsdata. Den nye viden vil vi dele og udveksle med aktørerne i branchen, så der kan ske en optimering af markedsføring, produktudvikling og salgsindsatsen.

Ved at skabe et fælles videngrundlag på tværs af branchen vil VisitDenmark bidrage til at styrke værdikæden og den digitale innovation i dansk turisme.